Nordsjællandske Bivenner

Du er her:   Hjem > Honning > Honningbedømmelser > Årets honninger 2015
menulink

Årets honninger 2015

Ved mødet den 9. november 2015 blev der fra NBVs medlemmer indleveret 21 honninger til sensorisk bedømmelse: 14 honninger som flydende og syv som rørte. Årets sensorikgruppe bestod af Lotte Skovdal (tovholder), Christina Hedlund, Jan Krogså og Leif Møller-Hansen. Gruppen har for hver af de 21 honninger udarbejdet en objektiv honningbedømmelse med en samlet sensorisk beskrivelse, der bl.a. sætter ord på smagen af honningen.

Ved mødet den 7. december 2015 vurderede mødets deltagerne de 21 honninger, der var indleveret i november. Her gik bedømmelsen udelukkende på den subjektive smagsoplevelse.

SmagsproeverneArrangeres15.jpg SmagningenIgang15.jpg
Smagsprøverne arrangeres Smagningen er igang


Der blev smagt på honningerne i tre runder. Første og anden runde var hver med syv flydende honninger og tredje runde med syv rørte. Honningerne var nummererede fra 1 til 21. De flydende var fordelt i tilsvarende nummererede snapseglas, mens de rørte var arrangeret på en paptallerken med nummererede felter. Det hele altså elegant annonymiseret. Hver deltager stemte i hver runde på de to honninger, vedkommende syntes bedst om, angivet som første og anden prioritet.

SmagsproeverFlydende15.jpg

Optaelling15.jpg
Smagsprøver af flydende honninger

Optællingen er igang

Fotos: Karin Gutfelt

Efter sammentælling af point for hver af runderne kunne stemmetallene sammenlignes, så det stod klart hvilke fire honninger, der havde de fire højeste pointtal og som dermed blev kåret som årets honninger. Det er i prioriteret rækkefølge honninger fra

  • Anne-Marie Lauritzen, Kgs. Lyngby
  • Bente Romsdal-Knudsen og Jørgen Thalbitzer, Ballerup
  • Mogens Flodin, Smørum
  • Michael Pettersson, Virum - med en honning fra Axelfors i Sverige


Neden for angives den sensoriske beskrivelse af de fire honninger. Den første er en rørt honning, mens de tre efterfølgende er flydende.

Anne-Marie:
Perfekt rørt honning med træagtig duft af nyfældet løvtræ med noter af harpiks.
God cremet, glat og kølig mundfølelse. Frisk blomstersmag med lys malt. Lang eftersmag.
Håndværket super.

Bente og Jørgen:
Mørk ravfarvet honning. Dufter vegetabilsk, som naturen efter regn. God, lidt snerpende mundfølelse. Kraftigt smagende, karamel, tørrede frugter med note af citrus. Lang eftersmag. God pressehonning med den karakteristiske kraftigere smag.

Mogens:
En mørk ravfarvet honning, der føles varm og blød i munden. Duften er præget af malt og harpiks. Det er en honning med god sødme og smag af blomster og med en forfriskende syre. Eftersmagen er lang og krydret af malt.

Michael:
Flydende ravgylden honning med kraftig krydret duft, der minder om lyng. Nøddesmag kombineret med en let syrlig friskhed og frugtsmag.

« forrige  |   top  |   næste »

Powered by CMSimple
Template by CMSimple modified by djurhuusweb.dk
Login